Yangshuo

Den 27. september skiltes vores veje for en tid. Margit havde valgt at tage til Kumming og derfra til Lhasa m.m. op mod grænsen til Tibet. Rudy og jeg ville tilbage til Yangshuo og derfra videre til minoritetslandsbyer. En ung kineser ville gerne hjælpe os med at købe busbilletter til Yangshuo, så det endte med at vi kom med en ”almindelig” bus og ikke en ekspresbus. Vi nænnede ikke at afslå hans hjælp, da han gerne ville tale engelsk og hjælpe. Bussen gik til tiden, men brugte de første 45 min. til at samle folk op, der stod ved vejen og ellers tage pakker med for andre, så turen tog godt 2 timer i stedet for godt 1 time, men ret festligt. Til gengæld kørte bussen ikke helt ind til Yangshuo, vi blev sat af lidt uden for. En kineser ville godt anvise os et hotel og reagerede ikke på, at vi sagde vi havde et hotel. Blev træt af ham og skød genvej (troede vi) vi gik rundt om en park inden vi svedige nåede frem til hotellet. Et fint værelse med en lille balkon. Efter et bad og en kold øl, var vi ”fit for fight” igen. 

Vi havde 5 dejlige dage i Yangshuo. Slappede af, nød folkelivet både det lokale og iblandet turister.

Vi gik ture og kom hurtigt uden for byen langs floden. Tidligere var der overvejende rismarker, men nu mange frugttræer.

Vi sad nede ved floden og betragtede bådene der kom ind, snakkede med forskellige unge kinesere, som godt ville træne deres engelske gloser og vi nød de smukke bjerge. ”Købte” en tur med en lille bambusbåd og sejlede en tur på Li-floden, hvor der var badende folk og vandbøfler i floden.

Købte forskellige ting som T-shirt, silkebluse og tørklæder, ure, dvd-film m.m. efter ”prutten” om priser.

Vi lejede cykler en dag for at cykle ud til Månebjerget, ca. 10 km. uden for byen. Et bjerg med et hul i midten, deraf navnet. Ca. 450 meter op til toppen. Det var ret varmt og vi svedte bravt (selvfølgelig har det ikke noget med konditionen at gøre). En kinesisk kvinde fulgte efter os hele vejen op og ned. Håbede at sælge kolde vand til os, men vi havde selv med. Irriterende at hun gik efter os, men også imponerende at hun gør turen flere gange om dagen uden at hun så udmattet ud.

Vi var ret stolte da vi nåede helt op og Rudy ville tage et billede, men opdagede at kameraet var væk. Måtte have tabt det under opturen, under vores pauser hvor han havde taget lommetørklæder op af lommen for at tørre panden. Vi skyndte os ned og kiggede efter kameraet det sidste sted vi havde siddet ned inden toppen – intet kamera at se. Rudy gjorde opmærksom på tabet til vagt, politi m.fl. og vi cyklede tilbage, lettere ”deprime”.

Dagen efter da vi vandrede rundt i den lille by, kom en ung pige hen til os og sagde: Jeg har jeres kamera. Hvor heldig kan man være. Vi havde sagt hej til hende, da hun var på vej op til Månebjerget, hun havde en hund med og fulgtes med en gruppe. Hun havde fundet kameraet på vej ned og håbede at finde os i byen. Hun kunne genkende os eller rettere Rudy som havde en gul kasket på. Hun var englænder og arbejdede i en café der arrangerede trekking-ture i området. Hun ville ikke have findeløn, var bare glad for at have fundet os og aflevere kameraet. Hun fik et kæmpeknus og vi var bare så glade.

Den 1. oktober (og starten på den Gyldne Uge) er fejring af Den Kinesiske Folkerepublik og hvor det meste af Kina holder ferie, så derfor også mange kinesiske turister i Yangshuo. Stort indslag om Mao i TV. Blomsterdekorationer sat op mange steder i byen.

Folkelivet blomstrede i den lokale park, hvor der blev spillet kort ved mange små borde med tilskuere omkring, forlystelser for børn og folk der gik eller sad på bænke og nød solen.

Der var gang i det lokale marked med salg af frugt, grønt, høns, små slanger, tudser m.m.

Når vi ville købe frugt kostede det altid mere end kineserne skulle betale. F.eks. 6 bananer for 10 Yuan. Vi spurgte på hotellet hvad de gav, og det var 3 yuan for et kilo. Rudy så en dag lokale betale 3 yuan for mange mandariner, så han gav 3 yuan og bad om den samme mængde og fik det (næsten). De omkringstående grinede.

Der var internetcafeer, som vi benyttede os af og hyggelige spisesteder. Da der var en del vestlige turister, havde cafeerne/spisestederne også mad der var spiseligt.

Den 2. oktober skulle vi have ekspresbussen tilbage til Guilin, hvor vi skulle videre med en natbus. Vi troede, at vi var i god tid, da vi var på busstationen kl. 16:45. Vi havde helt overset hvad det betyder, når det er den Gyldne Uge. Ingen billetter til den bus vi skulle med for at nå natbussen. Rudy argumenterede højt uden resultat. Men en ung kinesisk kvinde ønskede at hjælpe og fandt ud af at der gik en ”uautoriseret” bus her og nu. Vi løb hen til den og kom om bord efter at andre 2 personer var blevet sat af bussen og vi tørrede sveden af panden. Chaufføren kørte hurtigt og vi var i Guilin kl. 18:15, 1 ¼ time før afgang med natbussen og ventede i en ret trøstesløs ventesal. På vej til ventesalen blev vi ”forfulgt” af en kineser der ville anvise os alt fra et hotel til busbilletter. I ventesalen gik det op for ham, at vi havde købt billetter og ikke behøvede hans ”hjælp” og han forsvandt.