November 2007 

Noter fra turen med Den Transsibiriske Jernbane, august/september 2007 

Mongoliet

Kl. 23:00 kørte vi de sidste 21 km. til den mongolske grænse (delte en flaske champagne på turen), hvor nye papirer skulle udfyldes og pas udleveres. Kl. 01:30 var alt ok og vi kunne køre videre. Børstede tænder ude på perronen, inden vi kørte. Toiletterne var på det tidspunkt rimelig ildelugtende af pis, og det var ikke kun lugt J Vi klarede soignering med vådservietter (glimrende opfindelse) Sov som sten. Samovaren var ”gået ud”, om morgenen (den ”charmerende” togsteward sov), så vi klarede den med dypkoger.  

Blev hentet af transferguide og kørt til hotellet midt i byen. Dejligt værelse på 6. sal. Tog et bad og sov en time og gik så på opdagelse i Ulan Bator. En pulserende by med meget gadehandel og mange små kiosker, men også stormagasiner. Gadehandel kan f.eks. være et lille bord med telefon, en vægt (hvis man skulle lide af en ubændig trang til at checke ens vægt) skopudsere, salg af frisk frugt og grønt, tøj sko m.m. Mange der faldbyder varer på gaden, ofte lidt store børn. I forhold til prisen, undrede vi os lidt over, hvor de havde varerne fra. Besøgte naturhistorisk museum med planter/dyr og specielt skeletter fra dinosaurer fundet i Gobi-ørkenen.

Trafikken er helt på bilernes præmisser – lige som i Rusland. Man skal se sig meget godt for også ved grønt lys, hvor bilerne oftest alligevel ikke stopper for rødt. Det holder kondien i orden.  

Folk er umiddelbart venlige, men det er svært at forholde sig til hvilken by det egentlig er. Svært at vurdere arkitekturen og se en gennemgående linje. Vi fandt ud af, at i materiale om byen undskylder Mongoliet selv, at Ulan Bator ikke er en smuk by, grundet det stadig eksisterende grimme betonbyggeri fra epoken hvor Sovjet var i landet. Man er dog i gang med at udskifte husene med nybyggeri. En del af de nye huse er i stærke farver på mure eller tage – oftest stærk rød, grøn eller blå.

I officielle bygninger m.m. advares mod tyveri. Der er utrolig mange banker. 

Dagen efter ved 9-tiden blev vi hentet af guide og chauffør i en 4-hjulstrækker, hvor vi sammen med et finsk par skulle ”opleve” Gobiørkenen. En tur på 7 dage og 1700 km.

I udkanten af Ulan Bator var der en hel der ger’er, mongolernes (momadernes) filttelte, side om side med betonbyggeri.

De første 200 km. var på landevej og på den strækning var der 2 afmærkede fodgængerovergange (godt nok langt at gå, hvis man reglementeret skal over vejen J) Et enkelt vejskilt ved en korsvej, viste overhaling forbudt. (måske havde der været nogle skilte i overskud J) Vi så heste, enkeltvis og i flokke. Det er ikke vilde heste, de bruges til transport, når nomaderne flyttet deres telte m.m. til andre områder. En familie kan have 20-25 heste, rige familier flere. Der flyttes også med biler. Fattige familier har slet ikke råd til heste, men transporterer deres telte med kameler. På vej ud i ørkenen så vi en stor betonbebyggelse, som var forladt nu. Det havde været militærbase og beboelse for russere, da Rusland og Mongoliet havde et ”tættere samarbejde”

Så nyt beboelsesbyggeri, som alternativt til nomadeteltene.

Da vi drejede væk fra landevejen, kørte vi overvejende på hjulspor og græssteppe, dernæst vekslende med sten og grus, lave grønne kaktuslignende vækster. Så forskelligfarvede bjerge.

Skulle køre ca. 300 km. første dag, men kørte formentlig 400 da chaufføren kørte forkert. Han var en eminent chauffør, men nogle af hjulsporene var ikke tilgængelige og pejlemærkerne i ørkenen er ikke lige så tydelige J. Kom frem til bestemmelsessted kl. 18:30 efter kørsel i hjulspor, tværs gennem ørkenflader, forbi vandhuller (til dyrene) dybe huller og underminering af flodaflejringer.

Overnatningscampen – ”turisthotellet” bestod af flere ger’er til overnatning for turister (2 i hver). Køkken, - spise og beboelses-ger’er til de der drev stedet. Små stier med belysning og sanitet med toilet og 10 stråler koldt vand i bruseren. Lys blev drevet ved hjælp af generator, der blev slukket kl. 22.00. Man er i gang med at udvikle turismen, men under former der ikke ødelægger naturen.

Stedet lå ved nogle helt fantastiske bjergformationer i form af sten i forskellige størrelser og udgaver. Utrolig smuk og eventyragtig. Der var bygget en udendørsscene til teater og musik/sang , hvor folk kom til fra de nærmeste byer 40-45 km. væk. 

Op kl. 05:00, skulle køre 500 km. Den smukkeste solopgang, en stilhed og klar luft uden lige. Så får, geder, heste, gazeller, ådselgribbe og en del knogler fra dyr, der lå hen over terrænet + en enkelt kirkegård.

Som at køre på et vaskebræt hele dagen, lidt regn hvilket dog ikke gjorde turen mindre oplevelsesrig. De sanitære muligheder i ørkenen er ligetil. Vi gjorde holdt nogle gange og tissede blot ved siden af bilen, helt fint. Chaufføren og den mandlige del af det finske par havde det nemmere, de stillede sig blot op med ryggen til J. Landskabet vekslende med bjerge og flade landskaber med lidt grønt eller grus. Kom igennem en lidt større by med en lille lufthavn (læs: landingsbane). Man kun kan nå byen med fly, bil, hest eller kamel. Ingen offentlig transport. Mange banker og butikker. Kvinderne gik i vesterlandsk tøj.

Svært at finde opholdsstedet. Vi skulle bo ved en nomadefamilie, men de var ”flyttet” til andet område inden for de sidste dage. Regnen stod ned i stænger og det var koldt. Vi kørte tværs hen over 8 andre grusveje, bilen begyndte at koge, så den fik lige 4 flasker af vores drikkevand. Chaufføren fandt ger’er og familie, hvor vi skulle overnatte 2 nætter. Det finske par, Margit og jeg blev indkvarteret i samme ger (filttelt) ingen elektricitet eller varme. Intet lys, vi fik udleveret 2 små tællelys. Regnen slog ind igennem døren. Der var voksdug på noget af jorden i teltet og ellers blot jord. Toilettet var et hul i jorden, med stof rundt om de 3 sider (så kunne man nyde udsigten samtidig med at sidde på hug) Det blev lidt mere besværligt, når man samtidig skulle holde på paraplyen. Hullet lå ca. 200 m. fra teltet. En lille spand med vand udendørs til vask. Kun beregnet til ansigt og hænder – som sagt vådservietter er en god ting. Fik maden serveret i teltet – suppe med pasta, kartofler og gulerødder med brød og the til, dejligt.

Vi havde glæde af soveposer. Margit tog skiundertøj på. Det regnede hele natten, så nattens udendørs behov blev klaret lige uden for teltet J. 

Vi har set mongoler i deres kofter til hest og gående, overvejende mænd.

Børn går i skole fra september til maj/juni i den nærmeste by, bor der og kommer kun hjem i ferier (det gælder også de små klasser) 

Det småregnede stadig om morgenen. Vi blev enige om at blive, trods primitive forhold. Morgenmaden bestod af yoghurt af gedemælk, rosinbrød, marmelade og the, ikke dårligt. Kørte til naturhistorisk museum, som har fået lov til at beholde nogle knogler fra bl.a. dinosaurer fra udgravninger, sidst fra 2006. Var en tur i en af nationalparkerne i nærheden = den sydlige del af Gobi-ørkenen. Meget smukke bjerge. Der kan være sne fra sidst i september hen til sidst i maj og helt ind i juni.

Frokost bestod af rissuppe, ris, agurk, reven gulerod, små stykker gedekød og the. Regnen holdt op. Luften er fantastisk ren, stilheden øredøvende og naturen både nær og overvældende. Lyset over bjergene næsten fe-agtigt. Gæstfriheden god hos familien, maden superb. Det var rigtigt godt at opleve, hvordan livet leves hos nomaderne. Alt blev smukkere i solskinnet, der kom om eftermiddagen.

Om morgenen og aftenen så vi geder bliver malket. De blev bundet sammen ved halsen (og stod meget tæt) Det var ”husfaderens” job at binde gederne, ellers spillede han og underviste i spil. Resten af tiden brugte han til at samle energi og tanker J. ”Husmoder” og 2 børn sørgede for resten – var der nogen der talte om arbejdsfordeling J

Mobiltelefoner fungerer, i hvert fald lokalt, når man går op på en bakke. Ret praktisk at springe æraen med lednings telefoner over i dette kæmpe ørkenområde. 

Ved afgang næste dag skulle vi drikke gedemælk på skift af samme skål. Resten af gedemælken blev kastet efter bilen, da vi kørte. En mongolsk tradition for ønske om – en god tur (300 km.)

Varieret landskab med bjerge i horisonten og fladt landskab med grus, sand og grønne totter. Så de eneste træer der kan voksne i ørkenen. Så rigtig mange kameler, tilhørende samme familie da de alle havde samme brændemærke. Stoppede ved Bayanzag, berømt for udgravninger af dinosaurer, deres knogler og æg. For mio. af år siden var her et hav, men nu forskellige klippeformationer.

Vi skulle have fyldt benzin på og stoppede et sted hvor der var halvvejs nedgravede tanke på den ene side af vejen og en indhegnet stander på den anden side. Benzinen blev så pumpet op, med håndkraft, fra tanke til stander. Der var en tydelig duft af benzin i luften. Nåede frem til turist –luksus -  camp om eftermiddagen. Vi måtte køre 2 gange hen over en flod for at komme ind til campen. Vi var kun 2 i hvert telt. Tog straks et varmt bad og besøgte ruinerne og en begyndende genrejsning af Ongiid Khiid. Et kloster, der blev ødelagt under den russiske okkupation. Bruges til bøn og undervisning igen. Ved 20-tiden så vi en bil, der kørte fast i floden. Var glade for ”vores” chauffør, der spurgte sig for, inden valg af uforudset rute. 

Inden vi forlod ”turist-campen” fik vi hoppemælk. Smagte lidt hen ad yoghurt naturel, men lidt skarpere. Godt middel mod forstoppelse J

Bjerge vekslende med flade områder, kom ud af Gobi-ørkenen og ind i anden del af ørkenen. Så Yakokser, ørne, mange gribbe, heste køer, lamaer, får, geder og marmot = fed mus, et lille pelsklædt dyr. Meget hullet vej og jorden løsere end i Gobi-ørkenen. Mange vandhuller. Så for første gang dyrket jord. En del træhuse blandet med ger-telte. Området mere frodigt end i Gobi-ørkenen, så derfor ikke nødvendigt at flytte så tit.

Et ger-telt (standard) koster ca. 700.000 T. Det isolerende lag er fåreuld iblandet hestehår.

Luksus-kvaliteten koster ca. 4 mio. T. Der er billeder på og det isolerende lag er ren fåreuld. Den hvide yderdug repareres/skiftes ud, men teltet holder hele livet.

Overnattede igen i en turist-camp (med opvarmning i ovn om aftenen) tæt ved Erdene-Zuu-klostret, som vi besøgte og fik forklaret de buddhistiske symboler. Noget blev ødelagt i 1940’erne under kommunismen, men en del af bygningerne er blevet renoveret.

Der er også mange Stupa’er lig med gravmonomenter, hvor urnen placeres. Store Stupa’er til højt rangerende personer, mindre Stupa’er til lavere rangerende personer.

Vi spiste i tilhørende restaurant, hvor en kæmpestatue af Djengis Khan på en trone kiggede på os, billeder af guder til beskyttelse hang på en anden væg. Vi følte os ret trygge.

Tog af sted i flot sol og klar himmel. Grønt landskab, med bjerge af varierende størrelse og form. Det meste af vejen på grus og hjulspor. Også et stykke på ”landevej” med bump hen over drænrør (godt at nyrerne sidder fast) og sumpede områder. Tiltagende mængde af biler. Så flere lastbiler med nedpakkede ger’er. Flere steder var der ved at blive anlagt veje med presset grus. Der lå grus i store bunker. En ørn fløj ind på frontruden, men kunne dog flyve videre. Senere fløj en flok småfugle ind på frontruden, ikke alle kunne flyve videre og en grib var hurtig på stedet.

Vi gjorde ophold ved en stor sanddune. En imponerende sandmile med træer rundt om i sandet. Gik rundt i sandet en time. Spiste frokost ”in the middle of nowhere”, fik fårekød, ris, lidt reven gulerod og hvidkålssalat, lækkert. Så flere mongoler i kofter, også kvinder. Forskellige farver på kofterne, brun, rød og blå og forskelligfarvede bælter. Der er ingen forskel i status, man kan vælge den farve man kan lide. Ved frokoststedet kom en mand, der vogtede får og geder, ridende på et muldyr og skulle lige have en flaske vodka med.

De sanitære forhold var tilpasset naturen. Huller i jorden omgivet af træskure. Lugten svarede vel nogenlunde til en meget indelukket kostald, hvor der ikke havde været muget ud i lange tider. 

 Kørte ind på vores sidste ”turist-camp” som ligger i Hustai nationalparken. Vi blev indkvarteret i et luksus-ger-telt til 2 personer og badefaciliteterne i top. Vi kørte ½ time ud i nationalparken og så de vilde heste samles før solnedgang for at drikke. Det er parkens stolthed. Der er nu 210 heste. Siden midt i 90’erne er der importeret 15 heste 5 gange. De er importeret fra Holland, fløjet til Irkutsk og kørt resten af vejen. De øvrige er født på stedet. Hestene var ved at uddø sidst i 1960’erne på grund af krybskytteri og manglende områder med græsningsmuligheder.

Aftensmaden fin med forret (æg, tomater, champignon og ærter) hovedret (kylling, ris, kartofler, rødbede, æblestykke med marinade, brød og the) og dessert (bagt æble med peanuts)

Sad udenfor teltet og nød den sidste aften i klart stjernevejr og stilhed. Fik tændt op i ovnen til natten. 

Turen gik nu tilbage til Ulan Bator. Nød den klare morgenluft og blå himmel. På grund af vejforhindringer fik vi lige de sidste ”bump” inden vi var tilbage i byen, hvor vi sluttede af med en mongolsk barbeque og blev sat af ved hotellet. Om aftenen havde vi valgt at se show med national sang og dans ved Mongolian National song and dance Akademie Ensemble.  Flotte dragter. Spilleinstrumenterne specielle, dansen illustrativt og sangene forskellige bl.a. throat-sang, hvor lyden kommer fra struben, kombineret med højere tonere fra andre. Måske ikke smukt, men dybt fascinerende og flot hvor vi kunne fornemme vidderne over stepperne og bjergene.

Spiste igen på en koreansk restaurant, der er mange af dem. Maden fin og ikke dyr.

Den sidste dag i Ulan Bator besøgte vi Gandan-klostret. Er tilbage fra 1800-tallet og ”overlevede” kommunismen i 1930’erne. Består af flere bygninger og der var en livlig aktivitet. Der var/kom mange folk, specielt med små børn/babyer. Der sad mange munke i flere rum og som læste/messede for folk. Der var mange børnemunke. Et sted, der bliver brugt på trods af bygningsmæssigt forfald.

Lige ved siden af ligger et buddhist – institut med bl.a. boliger til munke og en ”classic medical clinic” meget velholdte bygninger. Hørte bøn og oplæsning fra skrifter og fik udleveret riskorn.

Vandrede rundt i bykernen og fik handlet til togtur.

Vi fik ikke sovet gevaldig meget. Betonmure fra en bygning lige ved siden af hotellet blev slået ned og alt kørt væk på lastbiler. Arbejdet var færdigt kl. 04:00 efter en meget koncentreret indsats. 

Generelt

Som sagt bærer Ulan Bator præg af, at Sovjet har været der. Der er mange grimme betonhuse, men de bliver skiftet ud med nybyggeri. En del i stærke farver på tage eller mure – oftest i stærke blå, grønne eller røde farver.

I Ulan Bator (og formentlig generelt i byerne) er det normalt at ”blaffe” og sætte sig ind i bilen. Skal man ikke samme vej som chaufføren, takkes nej og man prøver den næste bil. Man betaler ikke noget. Det betragtes som naturlig hjælpsomhed.

I Mongoliet står mange religiøse ”monumenter”. meget ofte en stang, som man går højre om 3 gange. Der kan bindes et blåt bånd rundt om stangen eller andre ting kan kastes op ad stangen og man kan ønske. Den blå farve er himlens farve. Vi så mange i forskellige størrelser. 

Specielt i ørkenen er der begyndende affaldsproblemer. Når en bil stopper, smides meget ofte tomme plastikflasker, dåser, engangsbakker til mad m.m. blot ud af bilen. Det er også et problem ved en del af de mindre steder, hvor man kan stoppe og få lidt at spise. Der er simpelthen ikke affaldscontainere. Meget af affaldet er ”vestligt orienteret” og med indførelsen af produkter i materialer, der for nogle år tilbage ikke var i brug i ørkenen, har man ikke taget højde for affaldsproblemerne. Ørkenen er stor, men miljøet kan tage skade hvis ikke der tages hånd om problemerne, inden de vokser sig meget store. 

Den 6. september begyndte sidste del af turen med Den Transsibiriske Jernbane. Kl. 07.00 blev vi hentet og kørt til stationen, hvor vi steg om bord på det kinesiske tog nr. 24. 2. klasse, men igen en 4-personers kupe for os selv. De 2 togstewarder tændte op i samovaren kl. 08:00 da vi kørte – fyres op som i en brændeovn, men på bagsiden, modsat de russiske, hvor der fyres op på forsiden.

Toget snoede sig meget de første par timer. Derefter fladt Gobi-landskab med bløde bakker i horisonten. Kørte forbi de bygninger vi havde set på vores 1. dag i Gobi-ørkenen, nemlig beboelses-betonbyggeri, militære bygninger og hangarer som nu står tomme som levn efter Sovjettiden.

Landskabet vekslende mellem flade strækninger, støvet grus, gule totter som blev mere grønne tættere ved grænsen og ind imellem bløde bakker og bjerge.

Kl. 19.25 var vi ved grænsen til Kina. Det var mørkt og kinesiske grænsevagter stod strunke langs hele toget og kinesisk musik strømmede ud fra højtalere. Så ”Regnbuen” som er grænsen fra Ingenmandsland til Kina. Paskontrol i toget og igen udfyldelse af flere blanketter (ud af Mongoliet og ind i Kina)

Vi havde besluttet at vi ville fejre udrejse fra Mongoliet med kaviar og et glas (lille) vodka. Havde købt en flaske mongolsk rødvin (den første flaske på turen) som vi drak til resten af aftensmaden, pølse og ost. Den smagte som en mellemting mellem rødvin og sherry J

De 2 togstewarder var venlige. De vaskede endda gulvet på toiletterne så de kun lugtede, ikke stank.

Ca. kl. 22:00 blev vi ”smidt” ud af toget. Der skulle skiftes vognsæt, da skinnerne havde forskellig afstand og vi måtte ikke være i toget imens. Kom igennem kinesisk paskontrol og sad og ventede i lukket ventesal indtil kl. 0:30, hvor vi måtte komme om bord igen. Kl. 01:00 kørte vi videre. Var vågen ved 8-tiden. Støv i hele kupeen, da vi på grund af varme havde haft vinduet åbent i et par timer.

Der er træer og rigtig mange majsmarker og solsikker. Kunne se noget af ”Den Store Mur” fra kl. 09:15 og periodevis. Spiste morgenmad og blev soigneret med vådservietter. Langs linien er der bygget meget tæt. Vinduerne sidder højt oppe på bygningerne. De sidste par timer før Beijing er der bakker/bjerge og mange tunneller. Kørte ind på stationen – den gamle smukke banegård i Beijing – kl. 14.00, hvor Rudy stod og ventede på os, dejligt at se ham igen og give et knus. Turen indtil nu, 5 tidszoner senere, havde bare været en fantastisk oplevelse. De flotteste naturoplevelser. Den overvældende fornemmelse af storhed og uendelighed, både med Den Transsibiriske Jernbane og turen gennem Gobi-ørkenen. Været i pulserende byer, hvor udvikling er tydelig, mødt venlige og dejlige mennesker, primitive og luksuøse forhold og så sammen med en dejlig rejsefælle som Margit.

Gik ud og så på ”nabolaget” og spiste på et lille lokalt spisested med plastik over dugen, så vi bare kunne lægge det vi ikke spiste ud på bordet.

Turen med Den Transsibiriske Jernbane var afsluttet og næste etape Kina begyndt.

Fortsættelsen i Kina