Guiyang/Kaili

Sleeper-bussen gik til tiden. Der var 36 pladser fordelt med ”køjesenge” til siderne og i midten med tæpper og hovedpude og et bælte man kunne spænde omkring sig. Vi skulle tage skoene af ved indgangen i bussen, putte dem i en udleveret plasticpose så vi ikke svinede bussen til. Fik udleveret en rulle kiks og en flaske vand. Det var reelle køjer afstivet med stænger – helt fint – bortset fra at køjernes længde var beregnet på kinesere og ikke vestlige ”blegansigter”. Vi var 3 af slagsen ellers kun kinesere. Der var en enkelt dreng, fed og meget støjende, hvilket vi har oplevet som norm for et-barns-politikken. Vi fik dog sovet noget. Intet toilet om bord, men 3 stop for ”kollektiv tisning”. Kvaliteten af stederne aftog, det sidste sted nærmest ubeskriveligt. Der var 2 chauffører med bussen og de skiftedes til at køre 5 timer hver og sov ind imellem, ret flot. Kørslen foregik om natten i regn og i bjerge med reparation af vejene, så mange timer med ”bump”. Turen skulle have varet 10 timer men tog 12. Vi var fremme i Guiyang kl. 08:00 og fandt et hotel angivet i Rough Guide. Der var balkon til værelset og vi fik det med det samme.

Vi var stadig i den Gyldne Uge og der var mange mennesker overalt. Ingen kunne engelsk. Der var skrevet smukt på engelsk i hotelbogen hvor og hvordan man kunne bestille forskellige ture. Men da ingen forstod hvad der stod, hjalp det ikke meget. Vi tog en tur rundt i byen og ledte blandt andet efter et CITS, den kinesiske sammenslutning af bureauer der kan yde service til rejsende. Vi fandt adressen, men da der ikke var numre på husene/forretningerne hjalp det ikke meget. Da vi spurgte i en bank hvilket husnummer de havde, vidste de det ikke, men fandt dog frem til det. CITS-kontoret var flyttet.

Prøvede at forhøre os på større hoteller, de kunne kun tale kinesisk. Vi spurgte i et lille rejsebureau, men de kendte ikke til CITS og forstod meget lidt engelsk. Efter 15 min. spurgte de om vi ønskede at købe et frimærke eller en flybillet. Vi bukkede og takkede mange gange. De var utrolig søde, men det hjalp ikke meget. Vi fandt et kinesisk firma der arrangerede ture og pågældende dame forklarede på flot engelsk at det ville blive meget dyrt med en engelsk guide når vi ikke var en gruppe. Hun kendte godt CITS, men ikke deres nye adresse og som hun sagde: De har sikkert alligevel lukket p.g.a. den Gyldne Uge. Så besluttede vi at rejse videre næste dag til Kaili. Vi prøvede den busstation der var angivet i Rough Guide med busafgange. Fandt aldrig billetkontoret. Prøvede banegården, 20 m. lange og mange køer, kaos. Prøvede til sidst den busstation vi var kommet ind på om morgenen og der var en, der kunne tale engelsk.

Det var lige før at vi savnede de sædvanlige personer, der plejede at følge efter os for at ”prakke” os noget på og kunne en smule engelsk. Mange mennesker og vi oplevede det ikke som en smuk by. 

Næste dag tog vi bussen til Kaili ca. 150 km. tog små 3 timer. Vi sad på bagsædet, varm luft strømmede ud under sædet, oliedunke bag ryglænet. Bussen utrolig snavset og ussel og chaufføren var dårlig til at køre, men vi kom dog frem J Kom forbi mange ris- og majsmarker. Kørte over mange broer. Fandt et hotel tæt på byen og lige ved siden af et CITS-kontor. Kaili er et godt udgangspunkt for besøg i minoritetslandsbyer.

På grund af trafikkaos i den Gyldne Uge, blev vi overbevist om det fornuftige i at tage et indenrigsfly i stedet for bus eller tog til Chongqing. Samtidig valgte vi to ture (en hver dag) til Miao landsbyer. Vi kørte med en kinesisk chauffør, han kunne ikke engelsk, men han kørte godt. Første dag besøgte vi 2 Miao – landsbyer. Den 1. Langde var udnævnt til ”Chinese folk art village”. Det var en turistby og man skulle betale for at komme id i byen. Der var 128 familier = 534 indbyggere. Byen har en 640-årig lang historie. Kvinderne var i deres nationale festdragter med masser af sølvsmykker som bl.a. hals- og hovedbeklædning. Mændene var i deres sorte dragter. Flot at opleve med sang, dans og spil. Ud over ”optræden” fungerede byen også som en almindelig landsby, hvilket huse og omgivelser viste.

Den 2. by, Xijang, var mindre ”turistet” Der var mere dagligt liv med masser af handelsboder. Spiste frokost på et lokalt sted, ris, 4 forskellige wok-retter og the, ret lækkert. Turen flot. Vi kørte op i bjergene 1200-1300 m over havet. Minoritetslandsbyerne ligger som oftest op ad bjergsiderne, gav bedre beskyttelse. Vi så mange små landsbyer og utrolig mange små rismarker. Hver m2 er udnyttet på plane områder. Majs og chili hang til tørre uden for mange huse. Mange thebuske. Ris lå til tørre alle vegne: på bastmåtter, på vejen, små sportspladser i skoler, på tage på marker osv. Risene blev vendt og vendt. Risneg stod til tørre overalt. Små neg der blev stablet op i store – høje neg. Kvinderne arbejder hårdest i rismarkerne.

Meget smuk natur og bjerge. Så 2 biluheld på vejen, utroligt at der ikke var flere, sådan som de kører. Så mange paraboler selv på fattige hytter og så fladskærme selv i mindre landsbyer. 

Den anden dag kørte vi til en anden Miao landsby, Shidong – ikke turiststed overhovedet. Så mange små landsbyer på vejen dertil. Så en del nåletræer, bjergene mere ”bløde” og derfor lå flere byer ved floden i stedet for oppe i bjergene p.g.a. manglende mulighed i den type bjerge. Shidong består af flere små landsbyer der er vokset sammen omkring en handelsgade og nye bebyggelser. En smuk tur. Mange rismarker hvor de ”lange” ris blev høstet på dette tidspunkt. ”Lange” ris bruges ved fester og er de dyreste. Ris høstes kun en gang om året, men der er forskellige typer, der høstes på forskellige tidspunkter (undtagelsen er helt sydpå hvor enkelte sorter kan høstes 2 x årligt).

Vores chauffør viste os hen til et ”skur” i floden en såkaldt restaurant, her vi skulle spise frokost. Et uhumsk sted, hvor konen hev masser af små fisk op fra en plastikkurv i floden. Datteren sad ved siden af og skyllede en klud op i floden og vaskede hænder. Fiskene blev kogt med gamle grøntsager fra køleskabet. Vi spiste 3-4 små bidder af 2 fisk og ventede så på risene. Chaufføren ”guflede” og drak vandet (fra floden) som fiskene var kogt i. Han ”fornemmede” at vi ikke spiste meget og bad om noget ristet æg og tomat til os. Vi undlod at spørge om, hvor toilettet var (vi turde ikke). 

Tour-operator på CITS i Kaili, tilhørte selv Miao –minoriteten. Han fortalte om forholdene på hans bedsteforældres tid på landet. Der var det hårde arbejde med at oprette rismarker og vanding. Der var tigre, bjørne og små aggressive vildsvin, der var i stand til at gnave rødderne over på et træ så det væltede. Det kunne ske hvis dyret blev anskudt, men ikke dræbt og personen flygtede op i et træ.

Han fortalte, at hans bedstemor slog en sort paraply op omkring sine børn, når hun var i rismarken og en tiger ville angribe. Tigeren kunne så ikke se nogen. HAN-kineserne dræbte alle de minoritetskinesere de kom i nærheden af. Forholdene blev bedre efter 1949. Tigrene er næsten udryddet og de andre dyr tæmmet. Minoriteterne på landet må få 2 børn (uden at betale ekstra) og er nu accepteret. Efterhånden bliver flere børn af minoriteterne uddannet på universitetet –bønderne ønsker at give deres børn en uddannelse. Han er selv fra landet og som han sagde:

  Uden uddannelse er din eneste ven din vandbøffel,

  Din pen er din bambuspind (åg)

  Dit papir er jorden og til sidst

  Kommer du i himlen

problemet bliver – hvem vil føre det hårde underbetalte liv på landet videre?

På landet betaler man ikke skat, men i byerne er der 10% indkomstskat.  Man betaler for hospitalsophold og f.eks. stilles hjælpemidler (kørestole o.a.) ikke gratis til rådighed, man skal selv købe dem. Man betaler også for skolegang efter folkeskoleniveau. I byerne har flere forsikringer, der dækker op til 50 % af udgifterne til hospitalsindlæggelse, men landbefolkningen har generelt ikke tiltro til det system.

Vi sluttede opholdet i Kaili af med besøg på søndagsmarked, hvor der var alt. Frisk frugt, grøntsager, kød, høns (levende selvfølgelig), tøj, smykker, møbler, fade lavet af bildæk o.m.a.

Vi så 12 tandlæger beliggende i gadeplan med gamle kontorstole, minimalt med lys og gammeldags bor med snoretræk. Nogle havde kunder andre ventede. Så 2 lægeboder med naturmedicin såsom slanger og skildpaddeskjold. Herligt liv og leben. 

Besøgte Minoritetsmueet, flot bygning men ikke meget indenfor. Rigtig synd, da man kunne promenere minoritetsbefolkningerne meget mere. Alt var kun på kinesisk.

Vi så en del TV på den internationale kinesiske kanal. Propaganda, ja, men giver alligevel en god ide om problemstillinger og nysgerrighed hos kineserne, dog altid med en positiv Kina-vinkel. 

Da vi forlod hotellet meddelte receptionen at rengøringspigen oplyste at vi havde glemt nogle penge på hotelværelset. Vi gjorde det begribeligt, at det var tak for fin rengøring m.m. Ikke normalt på dette sted. Vi trillede af sted med vores kufferter til busstationen. Ved første skranke forlangte man 440 yuan for 2 busbilleter til lufthavnen.

Ved næste skranke blev det 110 Yuan (ca. 80 kr.) mere rimeligt J.