NUSER II  Holbæk  Sidste NYT Billeder Turen Skriv til NUSER-II Forside Sommertogt

   

Paris – november 2005 til februar 2006

En lille vinterhilsen her fra Paris. Vi nød at være i Danmark i november måned, og ikke mindst at se mange af jer, men det var også dejligt at komme tilbage til Paris og Nuser II igen.

I december måned hyggede vi os med at tage rundt i Paris og fornemme julestemningen og tage julebilleder, der illustrerede stemningen. Juleaften fik vi fransk andesteg (andebryster bundet sammen) og ellers var det øvrige helt traditionel dansk også med ris a´la mande og mandelgave. Vi ville have været til messe juleaften, men det regnede ret kraftigt, så i stedet hengav vi os til ”Matador”, hvilket vi fortsatte med 1. og 2. juledag, så havde vi også genset alle 24 afsnit og kunne forlade vores ”eremit liv”.

Vi nyder vores julegave fra Helén og Uffe, nemlig et årskort til Louvre. Dejligt bare at kunne smutte indenfor (uden om køerne) og tillade sig at nyde et par timer ad gangen, og fordybe sig i de enkelte områder.

Ellers myldrer vi selvfølgelig stadig rundt og ser forskellige ting og udstillinger. Vi var blandt andet inde og se udstillingen – Mélancoli i Grand Palais, den var bl.a. anmeldt i Berlingske Tidende og var ret fascinerende. Petit Palais overfor blev åbnet for offentligheden 10. december efter flere års renovering. Både selve bygningen og kunstsamlingerne indenfor, får en til at tabe pusten lidt. Begge ”Palais’er” m.fl. blev opført til verdensudstillingen i år 1900. Vi bruger også tid på, fortsat at vandre rundt og ”indsnuse” og opleve byen.

Vi var ude og opleve optog i forbindelse med det kinesiske nytår. Søndag den 29. januar, hvor det var et mindre optog og søndag den 5. februar, hvor det var et mega-optog, med bl.a. illustration af de dyr, der udgør de forskellige kinesiske år.

Derudover øver vi fransk (det må være et ”langtidsprojekt” J) Vi har nået et vist forståelses-niveau og skal nu til at tale det mere, også når vi er til undervisning. Måske ville vi være nået længere, hvis vi var tilmeldt et intensivt kursus. Men dels var det et økonomisk spørgsmål, og dels er vi er glade for at gå hos ”Madame”, hvor vi også får et indblik i fransk familie- og kulturliv, som vi ellers ikke ville have fået. Vi læser en bog ind imellem og afpasser også vores aktiviteter efter vejret.

Vi havde sne mellem jul og nytår, og det var køligt i december og i starten af januar, men så satte frostgraderne ind, uden at det i starten gik op for os, hvad det kunne indebære. Specielt da vi havde erfaret, at alt var tørt og fint på Nuser II, da vi kom tilbage først i december.

Medio januar, da vi skulle vaske sengetøj, kiggede vi under madrassen og fik øje på ”kolonier” af hvide fugtmasser, der nærmest smilede til os – op med madrassen på højkant, afvaskning og en nat i salonen med efterfølgende hold i nakken. Så kiggede vi under tæppet i badeværelset, bare for lidt almindelig rengøring, da vi ikke tager bad i båden p.t., men bruger badefaciliteterne her i havnen, under lidt varmere forhold. En mindre ”svømmepøl” skvulpede rundt. Vi havde valget mellem et fodbad eller at få fjernet vandet og vi valgte det sidste. Så kiggede vi ned i motorrummet, hvor der også skvulpede vand rundt – på med arbejdstøjet og opsugning af vandet. Det sidste sted vi ikke havde tjekket, var vores ”forrådsrum” under gulvet ved pantryet, hvor vi har ekstra forråd og hvor vi lægger varer ned, der ikke behøver at være i køleskab – og så selvfølgelig de dåseøl og sodavand vi havde købt i Tyskland, da vi kørte herned. Ups, alt kom op og vi hev en ca. 4 liter vand op.

Vi var faktisk lidt bekymret for, om der var hul i skroget, så det fik lov til at være tomt et døgn, men det var gudskelov almindelig kondens, så alt blev omorganiseret i plastkasser.

Vi grinede lidt af os selv, men en af vores tidligere naboer havde fortalt os, at det var normalt at en af bådene sank hvert år på grund af tæring.

Vores nabo til agter var tæt på for et par år siden, fortalte hun os forleden. Havnemesteren var kommet forbi en dag og han syntes, at hendes båd lå lidt dybt i vandet. Da de fik åbnet til bunden af båden så de hvorfor: 3.000 liter blev tømt ud. Da hun senere ville rense båden helt, blev der et direkte hul til vandet. En hurtig indsats reddede dog hendes båd, men det var tæt på, at den var sunket, så måske bliver man lidt paranoid J

Det er jo vigtigt hele tiden at lære noget, så nu er vi ved at være helt med på, hvad kondensering i en stålbåd om vinteren betyder.

Vi tjekker dagligt, tørrer fugt af vinduer og indvendigt på skroget, hvor fugt samler sig. På den anden side, lidt fascinerende at have en båd med indendørs swimmingpools J

Fra medio januar gik det fra at være køligt, til at være koldt og vi iførte os det langærmede- og langbenede undertøj, et ret ømt syn. Vi er ikke helt enige om det er det grå eller det blå sæt, der er mest ”sexet”. Derudover ekstra T-shirt, sweater og 2 par sokker. Alle ved jo, at det ikke er et spørgsmål om vejret, men kun den rette påklædning J.

Vi har glæde af vores dieselvarme og vores 3 el-varmeapparater, så vi holder en rimelig temperatur indenfor. Alt for megen varme udtørrer bare ens hud, så vi gør da vores for at bevare det ungdommelige udseende J.  

Køleskabet er igen begyndt at gøre ”knuder” af og til, men det positive er, at øllene ikke når at blive varme her om vinteren. Og ja, vi er stadig vilde med at være her.

Vi har haft besøg af tidligere kollega Käte og hendes mand Klaus i december og Fritz (vores mentor) i januar, det var rigtig dejligt.

Vi har lært at spise østers, og drikke champagne til – det er vores bidrag til kaloriefattig kost, og hvis man lader være med at se på dem gennem en lup, kan man ikke se, at de snerrer ad en, før de bliver spist J

Vi får besøg af Helén og Uffe først i marts, af veninde Margit medio marts og Rudy’s søster Henny sidst i marts/begyndelsen af april, det glæder vi os meget til. April måned står så i arbejdets tegn, med alle de ting vi skal have ordnet på båden, inden vi kommer hjem et par uger i maj. Primært for at sige tillykke til Uffe, der fylder 30 år, men vi har også lige et par aftaler med tandlæge m.m. Vi sejler så fra Paris en af de første dage i juni, men ikke helt sydpå som vi egentlig havde planlagt. Vi har talt med forskellige, der har sejlet på floderne/kanalerne i Midtfrankrig. Så vi planlægger, denne sommer, at sejle på floden Marne, Canal de la Marne, Saône, Canal du Centre, Canal du Nivernais, floden Yonne og Haute Seinen. Dog er vi lidt i tvivl, om NUSER er for høj til at komme under nogle af broerne på Canal du Nivernais, det vil være lige på grænsen, selv med nedlagt vindspejl – men det må vi jo afprøve.

Vi har fået OK, fra Capitainerie til at komme tilbage til Paris i vinteren 2006/2007 fra 1. september i år – juhuu. Vi er jo også nødt til at bruge vores julegave fra Helén og Uffe, årskortet til Louvre, fuldt ud – hvad er de ”unger” dog ikke skyld i J.

Det er vores plan at være hjemme i Danmark i september måned til Helén og Uffes bryllup og fra medio december 2006 til medio februar 2007. Dels vil vi gerne være hjemme til jul og nytår, men også have tid til at ordne køkkenet i vores lille ”museumsbase” og Nuser II vil have godt af, at vi ikke er om bord i hele den koldeste tid.

Så i 2007 vil vi starte turen til Sydfrankrig.

Vi har det fint med vores bådnaboer her i havnen og vi har været til en udsøgt frokost hos vores fransklærer-”madame”, hendes mand og datter. Det var en déjeuner, der var et 5-stjernet hotel værdigt.

Vi følger udviklingen i Muhammedsagen og Jyllands Postens tegninger, men har ikke indtil nu mærket nogen uvilje her i havnen eller hos dem, vi ellers taler med. Flere franske aviser har også trykt tegningerne, og der foregår en løbende debat. Der er forskellige holdninger til tegningerne, men mange kan også gennemskue kompleksiteten i reaktionerne. Men vi er dog blevet lidt mere opmærksomme på, hvis forbipasserende kigger meget interesseret på det danske flag. 

Bien affectueusement, nous sommes votre affectionné –  altså

KH

« Pariserbumserne »

 

 

Paris, den 15. februar 2006

NUSER-II er en Gruno 1050, Bygning nr 153 fra Yachtwerft Gruno b.v. NL - 9974 PJ  Zoutkamp   Holland 

Opdateret den 15.02.2006