NUSER II  Holbæk  Sidste NYT Billeder Turen Skriv til NUSER-II Forside Sommertogt

   

Paris arrivé 

Kære alle

Vi ligger nu i Port de Arsenal – havnen midt i Paris - juhuu -  Enden af havnen støder lige op til Bastille-pladsen og operaen. Det er bare ret fedt. Vi kom den 17. august, som vi havde reserveret plads til. Vi kunne godt have været fremme nogle dage før, men vi nød nogle små hyggelige steder og byer undervejs.

Den 14. august sejlede vi ind på Seinen. Det er en speciel storslået fornemmelse at dreje ind på Seinen. Det var en søndag og mandagen var helligdag, så vi havde stort set Seinen for os selv. Mange penicherés (de franske fragtbåde) lå stille, så trafikken var begrænset. Til gengæld lå der husbåde kilometer efter kilometer – mange er ombyggede penicherés, og der lå op til fem uden på hinanden, et flot og overvældende syn. Vi spejdede efter et sted at overnatte uden at få øje på noget. Vi kom helt ind i Paris, sejlede under broerne og forbi kopien af Frihedsgudinden på den lille kunstige anlagte ø – Allée des Cygnes, lige der dukkede en lille havn op, midt på Seinen ved foden af Eiffeltårnet. Vi nød synet af Eiffeltårnet med lys på om aftenen og myldrede ind til Paris om dagen.

Mens vi nærmere os mere og mere Paris, blev vi (som sædvanlig) begge grebet af byens charme – så vi har ændret planer – og nej vi er ikke blevet radikale - men vi overvintrer i Paris. Er det dyrt, jeps, det koster kassen, men hvornår ville vi ellers have mulighed for at bo i Paris i flere måneder.

Den 17. august sejlede vi så det sidste lille stykke (ca. 7 km.) til Arsenal-havnen. Lige forbi Notre–Dame til højre og ind til venstre gennem slusen til havnen. Vi var nok lidt naive, da vi troede, at det var let at få en plads for vinteren. Havnemesteren (capitainerie) sagde meget bestemt – no – der var ikke plads. Vi fortalte, hvor meget vi holdt af Paris, og hvor lille-bitte vores båd var, så om ikke det var muligt at finde en lille plads til den. Efter ca. 10 – 15. minutter sagde han så, at det var OK indtil 31. maj 06. Alt er selvfølgelig uforudsigeligt i Frankrig, men vi tror det holder stik. Vi havde godt nok sved på panden, men er bare så glade.

Selvfølgelig kan det blive koldt om vinteren, men ikke mere koldt end ved Dijon, hvor vi havde talt om at lægge til i vinterhi – og Paris er Paris J.

Vi skal så have lært noget fransk hen over vinteren, ordnet en del på båden og nyde byen.

Siden sidste nyt fra den 28. juli, hvor vi var kommet ind i Frankrig, havde vi ”store slusedag” den 29. juli, hvor vi kom igennem 25 sluser. De første 7 betjente vi med en ”elektronisk dimmer” og gennem de øvrige, var der en person der fulgte med os og åbnede sluser, hæve – og svingbroer. Derefter fik vi udleveret en ny ”dimmer” et radarsystem, fik en hurtig forklaring på fransk – så havde vi helt styr på det, tja J.

Vi trykkede så mange gange på den, at vi nærmest nedlagde deres computersystem. Vi brugte også alarmknappen (som kun må bruges i absolut nødstilfælde, hvilket vi også syntes det var, da vi havde ventet ½ time og intet skete i slusen). Slusevagten, der kom kørende i bil, tog det pænt og 2. gang han kom, gik det op for os hvordan vi skulle betjene ”dimmeren”. Så de næste 10 sluser tog lidt længere tid. Men vi lærer noget hele tiden, og som han sagde trøstende – der er 7 forskellige systemer til sluserne, der hvor der ikke er personer på.

Turen bød på nogle utrolige smukke landskaber, og vi havde stort set kanalen/floden for os selv. (Se sejlruten under billeder)

Vi har prøvet at ”gå på grund”. Vi ville sejle ind til en lille liggeplads, ingen specielle afmærkninger, og pludselig ville båden ikke rokke sig af stedet. Heldigvis var det ”kun” en mudderbanke, så Rudy fik efter flere forsøg bakket os fri og så kunne vi bevæge os fremad igen.

Vi havde en speciel oplevelse i den næstsidste sluse på Seinen. Vi var lige kommet ind i slusen, da den lukkede og slusekammeret blev fyldt op på mellem 2 – 3 minutter. Vandet væltede ind fra flere steder. Jeg kunne ikke nå at lægge et tov agter til Rudy, men fik lagt et tov midt og foran på en stige i slusen, men med den vandkraft røg midtertovet, så jeg kun holdt i tovet foran, det snoede sig fast om pullerten, der knagede faretruende og agterenden af båden stod op i luften. Båden blev slynget ind mod slusevæggen, men søgelænderet holdt heldigvis (og bagefter gør maling underværker). Jeg fik løsnet tovet om pullerten (der også holdt) og agterenden af båden røg ned i vandet. Der var en del ting der havde ændret plads i kahytten, men det var jo til at rette op på, og det gjorde det så meget lettere at støvsuge i krogene. Kom ikke og sig, at det er kedeligt med et anderledes seniorliv.

Vi har ligget flere dage ved forskellige små franske byer blandt andet i Compiegne ca. 70 km. fra Paris. Det viste sig at være en rigtig dejlig by. Havneopholdet var gratis, bybusserne ligeledes, her kunne vi lære noget i Danmark. Vi var inde og se det royale sommerslot, nu museum (bygget i de 14. århundrede og senere udbygget). Man kunne fornemme fortidens royale luksus og kunne egentlig godt forstå at revolutionen kom. Desuden er det også byen med den kirke som Jeanne D’Arc bad i aftenen før hun blev taget til fange.

Vi har mødt og møder en masse dejlige forskellige mennesker. Vi får og giver ”gode sejlertips” fra de steder, man har været igennem og får nogle gode snakke, både almene som politiske.

Vi har mødt både fra flere forskellige lande, men englænderne er i klart overtal. De er ved at ”invadere” kontinentet og der er rigtig mange store både. En hel del husbåde.

At handle ind er et helt projekt, når man ikke har en bil. Det kan godt tage lidt tid, men det er ikke noget problem når man har tiden og gerne vil handle forskellige steder. Til gengæld får man også set en masse undervejs.

Vi er ved at mangle diesel. I Frankrig er der ikke bunkerbåde, som i Tysklad og Holland, hvor små både kan lægge til og få diesel på. Her foregår det ved, at man tager sine 20 liters jerrycanes, finder en benzinstation, fylder op og vandrer frem og tilbage nogle gange. Det hele styrker konditionen J.  

De første dage her i Arsenal-havnen har vi bare nydt det, og vi har udsigt til den flotte søjle (Colonne de Juilliet) fra revolutionen i juli 1830, som er rigtig flot også med lys på om aftenen.

Det er ikke lykkedes at se TV på noget tidspunkt, vi savner det ikke. Der er formentlig en grund til, at alle både har en parabolantenne, men her i Paris vil vi godt se noget TV af hensyn til fransk udtale, så det vil vi finde ud af.

Danske nyheder har vi ind imellem trukket på nettet og er blevet orienteret af Uffe. Selv om kommunalreformen er vigtig forekommer den lidt fjern – kan man nu forstå det J

Til slut lidt statistik:

Vi har i alt sejlet: 1.756 km eller 948 Nm

Motoren har kørt: 194 timer på turen, hvilket svarer til 25 timer/uge eller 5,4 timer/sejldag

Vi har været gennem 111 sluser og hæveværk plus adskillige hæve- og drejebroer.

Til de sejlkyndige er vor position her i Paris:

48°50’935 N - 2°22’009 E

Til foråret får turen så til Canal di Midi.

Endnu en gang tak for hilsner og mails, vi har modtaget. Vi nyder meget at høre fra Jer

 De kærligste Pariser-hilsner fra

Kanalbumserne

 

 

 

Paris, den 20. august 2005

NUSER-II er en Gruno 1050, Bygning nr 153 fra Yachtwerft Gruno b.v. NL - 9974 PJ  Zoutkamp   Holland 

Opdateret den 15.02.2006